
Søndag d. 18 maj skrives der et nyt kapitel i dansk sportshistorie. Det storsatsende Gladsaxe-baserede mandskab Nordic Storm spiller sin første kamp nogensinde i den bedste europæiske række inden for amerikansk fodbold, European League of Football (ELF).
Nordic Storm blev tilbage i september måned præsenteret som den nyeste franchise i ligaen og siden da er tingene ikke gået stille for sig. Først præsenterede man den tidligere NFL-træner John Shoop, og ikke længe efter også ligaens MVPs (Mest værdifulde spiller) for henholdsvis 2023- og 2024-sæsonen, Quarterback Jadrian Clark og Running Back Glen Toonga.
Og dette er blot nogle af de prominente spiller- og trænernavne som har tilsluttet sig det dansk-svenske hold. Flere spillere ,der har gjort sig bemærket på den største scene i Europa, er også kommet til. Ikke mindre end ni spillere på mandskabet har tidligere været at finde på ligaens All Star hold gennem de sidste fire forgangne sæsoner.
Quarterback Jadrian Clark lavede sammen med sin Running Back Glen Toonga fra Rhein Fire et meget vovet og atypisk skifte inden sæsonen. Han havde vundet de to seneste mesterskaber, flere MVP-titler og var efterhånden blevet et ikon hos ELF´s stærkeste mandskab – både sportsligt og kommercielt. Men i stedet for at fortsætte i de trygge rammer, flyttede han til København og skrev under med ligaens nyeste og uprøvede tilkommer, Nordic Storm. Her giver han svar på nogle af de spørgsmål, der unægteligt følger i ugen op til holdets første kamp nogensinde:
Du har været en del af tre ud af de sidste fire ELF-finalehold. Hvordan tror du, at dette Nordic Storm-hold kan klare sig i forhold til resten af konkurrencen givet dine tidligere erfaringer med succesfulde hold?
“Jeg har været så heldig at være en del af nogle fantastiske organisationer og mesterskabshold i ELF, og jeg ser mange lignende kvaliteter hos dette Nordic Storm hold. Talentet her er ubestrideligt, fra den lokale kerne til importspillere er der et højt niveau af atletisk formåen, intelligens og sult efter at konkurrere. Det, der adskiller succesrige hold fra mindre succesrige, er dog ikke kun talent; det er kulturen og de daglige vaner. Det bygger vi her. Det er tidligt, men hvis vi fortsætter med at trende i den rigtige retning, er der ingen grund til, at dette hold ikke kan være med blandt de bedste.”
Talentet på Storm-listen er stort. Men hvor svært er det at bygge kemi og samle et hold på kun to måneder?
“Det er bestemt en udfordring. Du forsøger at fastholde relationer og forståelse, som normalt tager en hel sæson at opbygge. Men den gode nyhed er, at alle kom ind med det rigtige mindset. Vi er ydmyge, sultne og villige til at lægge det arbejde der skal til. Vores trænerstab og folkene omkring holdet har også gjort et godt stykke arbejde med at skabe en struktur, der accelererer den kemi, vi prøver at skabe både på og uden for banen. Det er ikke perfekt endnu, men vi bevæger os hurtigt i den rigtige retning. Nøglen er at blive ved med at kommunikere, blive ved med at lære og stole på processen.“
Helvetic Mercenaries er et hold, der har gennemgået mange ændringer siden sidste sæson. Hvordan ser du deres chancer i år, og hvordan tror du I klarer jer i den første kamp i Nordic Storms historie?
Mercenaries har haft en masse udskiftninger, som kan være et tohovedet sværd – nogle gange tilfører det ny energi og skaber en frisk start. De har tilføjet nogle store talenter og har playmakere på begge sider af bolden, så vi tager slet ikke let på dem. Når det er sagt, så har vi fokus på os. Det er et stort øjeblik, den første kamp i Storms historie. Vi begynder vores rejse, hvor vi gerne vil sætte tonen for, hvem vi er som et hold. Det handler om eksekvering, disciplin og at spille for hinanden. Hvis vi gør det, så kan jeg rigtigt godt lide vores chancer.

Flere Nordic Storm spillere at holde øje med:
Running Back, Glen Toonga
En atletisk formåen, evne til at læse spillet og power som ikke er set før fra en europæisk Running Back illustrerer glimrende den alsidighed Toonga besidder, og hvorfor han kan være omdrejningspunktet for ethvert angreb i ligaen. Han har ligeledes udviklet sig i kastespillet, og kan han fortsætte dette, er det svært at se hvordan ligaens forsvar skal stoppe ham. 1576 yards og 30 Touchdowns i 2024 taler sit helt klare sprog, hvilket også blev blev belønnet med titlen som ligaens mest værdifulde spiller i 2024.
Center, Joachim Christensen
Den store linjemand er uden sammenligning den dansker, som har haft størst succes inden for amerikansk fodbold i Europa. Inden for ligaens første tre sæsoner stod Joachim Christensen allerede noteret for to mesterskaber – og endda hos to forskellige mandskaber. Først hos Frankfurt Galaxy i ligaens debutsæson og senere sammen med Clark og Toonga i Rhein Fire i 2023. Herefter stoppede Christensen karrieren, men muligheden hos Nordic Storm fik danskeren til at vende tilbage som aktiv spiller.
Teknisk snilde kombineret med aggression er kendetegnet ved danskerens spillestil, og med sine 31 år bringer han ligeledes en vigtig rutine og erfaring til det nye mandskab, som andre mere uprøvede holdkammerater kan trække på.
Linebacker, Ludvig Myren
Svenskeren, som over de seneste tre sæsoner har etableret sig som en stor profil i ligaen hos Berlin Thunder, har ligeledes skiftet til det nye nordiske hold. Myren besidder en fart og nogle instinkter, der gør at han altid er omkring boldholderen. Han har ligeledes en evne til at skabe turnovers og står endda noteret for hele fire defensive Touchdowns i sin tid i ligaen. Han bringer ligeledes en utroligt passioneret mentalitet, når han skaber kaos for modstanderens angreb i midten af sit forsvar. Den blot 24-årige svensker blev tilmed kåret som sidste sæsons 7. bedste spiller, hvilket er den klart højeste rangering for en nordisk spiller i ligaens historie.
Cornerback, Exavier Edwards
Ligesom Clark og Toonga har Edwards over de seneste inventar været en profil og fast inventar hos et af ligaens stærkeste mandskaber, Vienna Vikings. Han valgte ligeledes at skifte til det nye nordiske hold, og her er der tale om en unik spiller, som er utroligt alsidig. Ikke nok med at han kan spille samtlige positioner i forsvarets bagerste kæde, så er hans hurtighed, acceleration og retningsskift blandt det bedste der nogensinde er set i Europa, hvorfor han også tidligere er blevet brugt på angrebet. Den tidligere All-Star har også en evne til at tage bolden fra modstanderne. Hele 10 turnovers har den 33-årige amerikaner skabt i sine i alt 24 kampe. Og så er han en af de bedste returners i ligaen.
Nu er det endelig blevet tid at finde ud af, om de mange imponerende og opsigtsvækkende tilgange og transfers, som Nordic Storm har lavet, bærer frugt fra start af. Søndag d. 18 maj står det Schweiziske mandskab Helvetic Mercenaries klar til at tage imod det helt nye hold i ligaen.. Et Schweizisk hold som efter sidste års skuffende sæson med kun en enkelt sejr har gennemgået en lang række udskiftninger – både på træner- og spillersiden. Der er både kommet ny cheftræner til, Marcus Herford, som stod for en række flotte resultater i Europas næstbedste række, German Football League, hos nyoprykkede Hildesheim Invaders, som han tog til slutspillet. Med sig har han bragt en af sidste sæsons mest underholdende og spektakulære spillere i Quarterback Isaiah Weed. Selvom præstationerne hos Cologne Centurions var svingende, så var det tydeligt at når han ramte topniveauet, så var han utroligt svær at stoppe, selv for de bedste forsvar i ligaen.
Skiftet på de to mest centrale poster på et amerikansk fodboldhold viser tydeligt at Helvetic Mercenaries har lavet nogle drastiske ændringer for at kunne blive mere konkurrencedygtige end sidste års position som bundhold, hvor man også i flere kampe måtte se sig markant overmatchet af modstanderen. Det er dog tydeligt, at der er en masse uforløst potentiale hos mandskabet, og mangel på top talent er tydeligvis ikke et problem, når truppen nærstuderes. Det altoverskyggende spørgsmål er blot om bredden i truppen er tilstrækkelig.
Helvetic Mercenaries spillere at holde øje med:
Quarterback Isaiah Weed:
Den hurtige amerikaner stod i sidste sæson for store underholdningsmomenter. Den meget improviserende spillestil kombineret med en god atletisk formåen gjorde at Weed voldte flere af ligaens forsvar store problemer. Selvom hans 2553 kastede yards og 17 kastede touchdowns ikke er skyhøje tal, så er det stadig imponerende, såfremt de kombineres med hans produktion i løbespillet. Her løb den 27-årige Quarterback for over 700 yards og tilføjede yderligere 8 Touchdowns.
Wide Receiver Keelan Cole
Rent statistisk er dette den klart mest prominente og succesfulde spiller, der nogensinde har været i ligaen. Keelan Cole var i flere år starter i NFL, hvor han formåede at gribe for næten 3000 yards i de i alt seks sæsoner han spillede i verdens bedste liga. Spiller han på dette niveau i ELF, så er det på ingen måde utænkeligt at Cole bliver en af de helt store profiler i ligaen i år, og en spiller der kan tage Mercenaries til nye højder. Dog er han blevet 32 år og det er efterhånden nogle år siden at spillede i NFL (2022). Er han stadig den samme eksplosive playmaker?
Wide Receiver Milan Spiller:
Eksplosivitet og fart kendetegner Schweizeren, der i den forgangne sæson blev kåret som den bedste offensive førsteårs spiller, og var et stort lyspunkt i en ellers svær sæson. Han brød den eftertragtede barriere på 1000 yards for en europæisk receiver, da han lige akkurat endte på 1008 og dertilhørende 5 Touchdowns. Den blot 21-årige stjerne skal sammen med Cole danne en af ligaens mest potente duoer, og det bliver spændende at se om den lynhurtige receiver kan løfte sit niveau yderligere.
Defensive End De’Marco Artis:
En ny spiller i ELF-regi, men amerikaneren har allerede vist prøver på sit niveau i Europa. I 2023 slog Artis rekorden for flest sacks i den finske liga, da han nedlagde modstanderens Quarterback hele 12 gange. Inden da var han en profil hos West Florida University, hvor han forinden spillede et år for det anderkendte Baylor University. Sammen med den meget unge og talentfulde RJ Sagna på modsatte side, skal han forsøge at skabe pres på modstanderens Quarterback.
Cornerback Marko Ilic:
Lidt atypisk finder vi i denne kamp en spiller på modstanderens mandskab med danske rødder. Den dansk-serbiske cornerback valgte i stedet for at prøve kræfter på Storm holdet at tage til Helvetic Mercenaries, hvor han skal bruge sin gode fysik og størrelse til at lukke ned for modstanderens bedste receiver. Med et stort vingefang og styrke er Ilic en spiller, der kan være svær at komme forbi som receiver, og rammer han dagen, er det ikke utænkeligt at han kan forstyrre timingen mellem modstanderens Quarterback og receivers.
Kampen fløjtes i gang på søndag kl. 13 og kan ses på DAZN Streaming.
Nordic Storm spiller første hjemmekamp d. 1 juni på Gladsaxe Stadion, hvor der er lagt op til en football oplevelse udover det sædvanlige.
Billetter kan findes på Ticketmaster: Nordic Storm Billetter